Posts by: Rasmus

NYTÅRSSNACK – 2017

08/12 2017

Servér snacken til dronningens nytårstale, ledsaget af en eksklusiv version af klassikeren ”Gin/tonic”.

Til 8 personer
600 g kold røget laks (køb det i helt stykke hos din fiskehandler)
2 store pastinakker
2 store persillerødder
Evt: rødbede, skorzonerrod og gulerod
Olivenolie
Salt

1 bakke rygeost 10% – uden kommen
Samme mængde creme fr. 38%
Finthakket purløg i rå mængder
Salt og peber
Citron

Krydderurter:
F.eks. bronzefennikel og timian

Drink
Bland Njords fine gin, Mother Nature, 1:2, med en god tonic og send tankerne ud på en vandretur i den danske sensommer med smagsnuancer af gran, rønnebær og karakteristiske havtorn. Giv det lidt kant med lidt tørrede let-knuste enebær, en tynd skive syrlig æble – og knust is…

Sprøde chips af rodfrugter
Skær tynde skriver (på den lange led) af de valgte rodfrugter og vend dem i ½ tsk. olivenolie.
Vælger du at bruge rødbede, skorzonerrod eller gulerod, er det en fordel at give disse skiver en lynhurtig blanchering først (10 sek. i kogende vand). Dup dem tørre i et viskestykke – og fortsæt som beskrevet.
Fordel nu skiverne på en bageplade med bagepapir og bag/tør dem i ovnen ved 80 grader til skiverne er helt sprøde.
OBS: Det kan snyde lidt med sprødheden, når skiverne er varme. Prøv at tage en ud og lad den køle af inden du fortsætter tilberedningen.
Alternativet til ovnen er at stege skiverne i en pande med olie ved lav varme.  Sørg for at vende skiverne i olien mens du steger dem. Det giver en mere jævn tilberedning.
Drys efterfølgende skiverne med salt og gem dem i en boks med låg.
Kan holde sig sprøde i flere dage.

Rygeostcreme
Rør rygeosten ud i samme mængde creme fr. 38% og smag til med salt, peber og en anelse citronskal og saft.
For at få cremen helt glat kan man med fordel bruge en stavblender eller en lille foodprocessor.
Tilsæt herefter finthakket purløg og fyld cremen i en sprøjtepose.

Anretning
Ved anretning skæres små firkanter/cubes ud af den hele koldrøgede laks. De placeres ovenpå en chip hvorefter rygeostcremen sprøjtes ovenpå laksen. Pynt med friske krydderurter og servér straks…

Lad en god aften – og lad et nyt år fyldt med energi og entusiasme – begynde!
Hop godt ind i 2018!

Glædelig jul & godt nytår fra Kibsgaards Culinariteter!

Categories: Opskrifter